En thulekvinde giver sit barn, der sidder i amaat, et stykke råt mattak (hvalhud).

Blandt fangere og andet godtfolk i Qaanaaq er en erindringsbog fra det allernordligste Grønland, hvor jeg opholdt mig som skoledistriktsleder i 1961-62.
   Mit job var at lede en kostskole med plads til 24 elever for distriktets større børn og stå for undervisningen af dem samt børnene i selve Qaanaaq (Thule).
   Jobbet indebar også, at jeg skulle føre tilsyn med de skolesøgende børn, der boede i det store arktiske område med en udstrækning på næsten 500 km, og hvor der dengang kun boede omkring 532 inuitter voksne som børn.
   Om efteråret rejste jeg rundt på besøg med en mindre fangstbåd, mens jeg fra slutningen af oktober og indtil midt i juli, hvor havet var dækket med is, måtte benytte mig af den traditionelle hundeslæde.
   I Thuleområdet er der midnatssol i 4 måneder af året, mens solen ikke er synlig i lige så lang en tid. 
   Mine slæderejser forgik både i midnatssol, men også i perioden med mørketid. 
   I min bog fortæller jeg ikke blot om disse rejser, der ofte var dramatiske med uforudsete hændelser og med oplevelser helt ud over det sædvanlige, men også om dagliglivet på en inuitkostskole, om mødet med den indfødte befolkning og om morsomme og specielle eksistenser blandt de udsendte fra Danmark og Vestgrønland.

BOGBESTILLING
Blandt fangere og andet godtfolk i Qaanaaq blev færdigtrykt 20/7 2009. Bogen er på 240 sider med sort/hvide fotografeier. 
   Bogen er udsolgt fra forlaget, men hvis du er gået over til læsning på iPad, tablet, e-bog eller på skærm, kan du få bogen leveret på en cd for 50 kr.

Lektørudtalelse fra Dansk Biblioteks Center
Svarre, Ole: Blandt fangere og andet godtfolk i Qaanaaq. - One. - 240 sider. - DK 99.4

Anvendelse/målgruppe/niveau

I begyndelsen af l960’erne arbejdede forfatteren i det nordligste Grønland, og det fortæller han meget levende om i en bog af ret beskedent udseende. Bogen kan læses som et historisk tilbageblik, en slags lokalhistorie for Qaanaaq og vil interessere dem, der også har arbejdet i Grønland, men den er selvfølgelig også for dem, der kan lide at læse om fjerne egne og udfordringerne her.

Beskrivelse

Som ung blev forfatteren distriktsskoleleder på en kostskole i Qaanaaq, og hans kone blev lærer. Arbejdet bestod bl.a. i at føre tilsyn med de mange små skoler i det kæmpestore uvejsomme distrikt. Derfor fik den eventyrlystne lærer, der var begejstret for den grønlandske natur, mange muligheder for at rejse med hundeslæde og komme på jagt. Foruden at fortælle om egne mange artede oplevelser og møder med grønlændere og deres kultur, ikke mindst deres madkultur, hører vi også om andre fangstoplevelser, muntre anekdoter og dramatiske hændelser i hverdagen. Det hele er skrevet mundret og let.

Sammenligning

Bogens beskedne udseende med små sort/hvide fotos er i stor kontrast til de mange flotte billedværker, der er kommet de senere år, men indholdsmæssigt er der umiddelbart ikke andet at sammenligne med for dette område.

Samlet konklusion

Ole Svane fortæller både konkret og underholdende om begivenhedsrige hverdage i 1961 i Qaanaaq og om møder med den grønlandske natur og kultur fra en tid, der nu er forbi.

Anny Skov Madsen

Her følger et par små "smagsprøver" fra bogen.

Syltede søkonger
Da vi havde snakket og moret os meget, blev Palasi urolig. Han bevægede sig lidt væk fra gruppen på stranden og stod et øjeblik og vejrede som en hund. Jeg smuttede hen til ham og så, at hans næsebor vibrerede, mens han stirrede frem for sig i tusmørket med et fast blik.   
   - Hvad er der, spurgte jeg bekymret. 

- Søkonger, svarede Palasi kort, idet han satte farten op.

Af og til gjorde Palasi holdt, som om han ønskede at korrigere sin kurs, men hver gang fortsatte han med forøget fart. Til sidst standsede han foran et lille hus. 
   Her kunne jeg også fornemme, at lugten var ganske speciel. Der var en duft eller rettere en lugt af noget, som var mig ukendt, og som jeg ikke før havde oplevet.
   Arnarulunnguaq var gift med Qisunnguaq. De havde et pænt hus, ikke stort, men velholdt. Der var et ganske lille vindfang, hvor der blev opbevaret skindtøj, kamikker, vanter og andre vigtige beklædningsstykker. 
   Fra vindfanget var der en dør ind til opholdsrummet, og som jeg klart erindrer, var der kun dette lille rum. Lugten steg i styrke, da Palasi åbnede døren.

Vi blev budt velkommen af Qisunnguaq, som gav udtryk for stor glæde over, at vi ville gæste hans ringe hus. 
   Han var i den lykkelige situation, fortalte han, at han netop i dag havde hentet en sæl fyldt med herlige syltede søkonger ind fra det stendækkede køddepot bag huset.    
   Han ville være særdeles taknemmelig, hvis vi ville tage til takke med et måltid i deres fattige hjem.

Palasi kendte familien i forvejen og havde besøgt dem mange gange. Vi satte os på briksen, og Arnarulunnguaq havde lagt pap fra en pakkasse på gulvet foran os. På et andet stykke pap midt i rummet lå sælen, hvis skind var indsmurt i fedt fra det opløste spæklag. 

   Qisunnguaq havde skåret sælen op i hele bugsiden, og nede i dybet kunne jeg skimte de syltede søkonger. 

   Der var mange. Måske 80 eller flere. Jeg undlod at tælle dem. Alle søkongerne havde deres fjerdragt på, og intet var der gjort ved dem.

Qisunnguaq fortalte, at han havde fanget søkongerne i net på fuglefjeldet på den anden side af fjorden. De aflivede fugle havde han derefter puttet ned i den sælskindspose, som han havde fremstillet til lejligheden ved at taget hele kroppen af en nyfanget sæl ud af skindet oppe ved hovedet og ladet det tykke spæklag på skindets inderside blive tilbage. 
   - Det er dette spæklag, der har syltet fuglene, sagde Qisunnguaq. 
   - Når sælskindsposen anbringes på det rigtige sted og tildækket med sten, så hunde og bjørne ikke kan få fat på den, kan søkongerne holde sig lækre og velsmagende i op til et helt år. 
   - Men det er vigtigt, fortsatte Qisunnguaq, at sælskindsposen med søkongerne bliver gemt på et skyggefuldt sted, så spækket ikke bliver harsk og ødelægger de syltede søkongers vidunderlige smag.
   Palasi nikkede anerkendende til Qisunnguaqs håndtering og behandling af søkongerne, hvorefter han hurtigt dykkede ned og halede sin første fugl op.
   Arnarulunnguaq henvendte sig nu til Palasi med et spørgende blik, og hviskende sagde hun: 
   - Hvad med den nye ilinniartitsisoq (lærer). Kan han spise kivikkat (syltede søkonger)? 
   - Ilaana (ja, i høj grad), svarede Palasi, hvorefter Arnarulunnguaq med en håndbevægelse bad mig tage en fugl fra sælens spækindfedtede indre.

Jeg dykkede ned og fik fat i hovedet på en død søkonge. Den halede jeg op. Jeg gjorde som de andre og satte mig med fuglen foroverbøjet og med spredte ben, så jeg kunne dryppe ned på pappet i stedet for at grise mine bjørneskindsbukser til.
   Jeg kikkede søkongen dybt i dens store og udstående øjne, der havde fået en hel speciel glinsende glød af fedt, som i dette øjeblik gjorde fuglen næsten levende. 
   Med venstre hånd tog jeg om fuglen og gned fjerene af. Da de delvis var gået i opløsning, smuttede de ubesværet fra kroppen og tog skindet med. 

   Jeg gned derefter fuglekroppen flere gange med hånden, som jeg ind imellem rystede ned mod gulvet for at få fjernet de fjer, som havde klistret sig fast til mine fingre. 

   Da alle fjerene fuldstændig havde forladt fuglen, tog jeg med venstre hånd fat i de sorte fødder.

   Jeg var nu kommet så langt med forberedelserne, at måltidet kunne begynde. Jeg smugkikkede og så, hvordan de andre gjorde. Det krævede en helt bestemt teknik, og den måtte jeg prøve at lære. Jeg holdt fuglen op til munden og bed et hul i mellemgulvet. Oplevelsen var mærkelig, og lugten var speciel.

   Hullet var ikke stort, men stort nok. Jeg foretog en kraftig indånding og sugede indholdet ind i munden. 
   Alt i bughulen var gået i opløsning. Det var blevet til en vælling bestående af tarme med indhold af delvist opløste krebsdyr og af lever, nyre, hjerte og lunger, der i en fælles suppedas ivrigt strømmede ind i min mund.

   Jeg var ved at dø, troede jeg, men sådan gik det nu ikke. Alle kikkede nervøst hen på mig, og jeg forsøgte at nikke veltilfreds tilbage.

   Derefter gik jeg i gang med at spise kødet, og det var noget helt andet. Kødet var saftigt og mørt. 
   Med hensyn til smagen var jeg dog ikke i stand til nøjere at beskrive den. Smagen var just ikke elegant, men nærmere ejendommelig uden ligefrem at være modbydelig. 

   Mens jeg gnaskede kødet i mig, følte jeg en vis stolthed. Jeg var sikker på, at jeg nu havde bestået min svendeprøve i Siorapaluk.

Efter at have nedsvælget denne fugl kunne jeg godt have tænkt mig at skylle efter med en øl eller to, men udstedet var tørlagt. 
   Da jeg viste min glæde over veloverstået arbejde, blev det opfattet, som om jeg virkelig havde nydt måltidet. Den gæstfrie værtinde var der straks og fremviste samme håndbevægelse som før. 
   - Ak (værsgo)! Spis nu noget mere, sagde hun. 
   Jeg forsøgte at afslå tilbuddet, men den gik ikke. 
   - En voksen mand kan da ikke nøjes med én lille fugl efter en lang sejltur, sagde hun smilende.
   Nr. 2 gled ned, men jeg var ikke vild med denne ret.
   Jeg blev budt på nr. 3, og jeg kunne stadig ikke undslå mig. Det mærkelige var, at jeg nu havde vænnet mig så meget til smagen, at nr. 3 i grunden smagte ganske udmærket. I hvert fald tillod jeg mig at fiske nr. 4 op, inden jeg fik den tilbudt.

De gærede søkonger havde givet en herlig varme i hele kroppen, og jeg følte mig opstemt og fri, så jeg afsluttede mit måltid med et gevaldigt ræb. 
   Jeg var ikke den første, der fremkaldte en sådan lyd. Mit ræb havde presset på et stykke tid, og det var vidunderligt at komme af med den indeklemte bøvs uden at nogen havde ondt af det. Jeg var ligefrem stolt af bøvsets imponerede lyd, som rungede ud i det svagt oplyste rum.

Da Arnarulunnguaq kunne se og høre, at jeg var blevet mæt, hentede hun en lille skål med snavset vand og et stykke sæbe, så jeg kunne få vasket mine ildelugtende hænder og tørret dem i en lille klud, som gik på omgang. Derefter blev der serveret kaffe, som vi drak af vore medbragte emaljerede krus.
   Et herligt måltid som kan anbefales, dog ikke til sarte individer.

Efter megen munterhed og senere mathed forlod Palasi og jeg søkongerne og travede op til skolekapellet, som lå lidt oven for huset. Her fandt vi vore soveposer, krøb i dem, lagde os på gulvet og gled over i søvnen godt forspiste med tunge let rumlende maver.

Sygeplejersken vædderen og hunden

Der gik ry langs den grønlandske kyst om den stovte fynske sygeplejerskes bedrifter i Nuuk. Rygterne var allerede for en tid siden nået op til os. Den følgende beretning om sygeplejerskens dåd har jeg fra flere forskellige kilder, men også fra hende selv.

Overlægens kone på sygehuset i Nuuk havde klaget over en vædder, der holdt til i nærheden af overlægeboligen. Hver dag, når hun skulle i butikken for at handle eller blot lufte sig, troppede den store vædder med de kolossale horn op. Den stilede altid lige mod hende. Hun var ved at dø af skræk, for den stirrede på hende med frygtindgydende og onde øjne, sagde hun.
   Hun følte, at den stræbte hende efter livet. Derfor prøvede hun at undgå den så meget som muligt. Men en dag marcherede vædderen uden at tøve direkte mod hende. Hun drejede rundt og styrtede forpustet og hulkende hjem, hvor hun grædende kastede sig ned i husets bedste lænestol. 
   Overlægen havde glemt sin pibe på natbordet. Da han var blevet meget smøgtrængende, smuttede han hjem for at hente den. I stuen fandt han sin kone i opløst tilstand. Han blev dybt chokeret, men også rasende, da han hørte sin hulkende kone berette om vædderen. 
   Ingen skulle have lov til at genere hans dejlige kone, så derfor løb han - efter at have skænket et stort glas whisky til hende - ud i gangen, hvor han greb sin haglbøsse.
   Han kikkede ud af vinduet og fik øje på vædderen, og den så virkelig  
   Lynhurtigt smækkede han hoveddøren op, hvorefter han langsomt og let foroverbøjet gik frem mod den gale vædder med bøssen rettet lige mod fredsforstyrreren. 
   Da overlægen var omkring 10 meter fra vædderen, som så ud til at undre sig over hans mærkelige optrin, affyrede han i hurtig rækkefølge de to patroner, der sad i magasinet. 
   Det rungede mellem sygehusets bygninger. Lyden var fremmed på dette sted, og den medførte øjeblikkeligt, at mange fløj nervøse til vinduerne for at se, hvad der var årsag til dette skyderi. 
   De to skud ramte ikke i hovedet, men ind i den store lodne krop. Vædderen gik i knæ og udstødte uhyggelige lyde. Den var såret, men ikke døende.
   Overlægen havde i farten grebet to patroner med små fuglehagl beregnet til rider og ryper, men ikke til storvildt. Nu stod overlægen rådvild og så på skandalen. Han var så lammet, at han intet kunne fortage sig, men det kunne sygeplejersken - vores sygeplejerske, som nu havde det lægelige opsyn med kostskolebørnene.

Sygeplejersken havde været en tur ude i køkkenet for at hente sig en kop kaffe. Køkkenet lå lige over for overlægeboligen, så hun kunne ikke undgå at se optrinnet ud af vinduet. 
   Da skuddene faldt, og vædderen lå blødende på jorden, greb hun resolut den største kniv, hun kunne få fat på i køkkenet, og med den højt hævet styrtede hun ud af døren. 
   Hun var lige ved at løbe ind i overlægen, der famlende var på vej ind til sin bange kone. Han satte farten op og forsvandt nervøst ind i huset, måske af frygt for sygeplejerskens højt hævede kniv. 
   Sygeplejersken sagtnede farten og gik roligt hen til vædderen. Hun gik bag om den og greb med sin venstre hånd fat i vædderens ene horn. Med et rask tag drejede hun hovedet bagover, hvorefter hun med et hurtigt snit med den skarpe kniv skar halsen over på vædderen. 
   Hun smed kniven i sneen og greb fat i begge horn. Hun pressede hovedet bagover, mens blodet styrtede ud og farvede både sneen, hendes hvide kittel og træskoene røde. 
   Der gik ikke mange øjeblikke, før livet begyndte at ebbe ud for den stolte vædder, der i så lang tid havde været interesseret i overlægens smukke kone.

Et år efter denne episode blev jeg en tidlig forårsmorgen ringet op af den samme sygeplejerske, der kort meddelte, at hun havde skudt en af mine hunde. Jeg blev selvfølgelig rystet.
   Hun forklarede, at hun var vågnet midt på natten, fordi solen skinnede lige ned i hovedet på hende. Hun var derfor stået op for at trække gardinet for vinduet, og som hun plejede, så hun ned til mine hunde, som var tøjret et stykke fra sygehuset.
   En af hundene opførte sig mærkeligt, syntes hun. Den rykkede og sled i sin lænke og udstødte halsende lyde. Skiftevis lagde den sig ned for straks efter igen at rejse sig og ryste over hele kroppen. Det var da underligt, tænkte hun. 
   Hun klædte sig på, tog salonriflen fra krogen og gik ned for at se på hundens mærkelige adfærd.

Da hun kom nærmere, så hun, at hunden havde fråde om munden og kastede sit lidende hoved fra side til side.
   Hun var straks klar over, at hunden led af hundesyge eller hundegalskab, og hvis den smittede hele mit spand eller endnu værre fangernes hunde, ville det være en katastrofe. Hun tog derfor en rask beslutning og skød min bedste hund.
   Den fik en kugle på det rette sted i tindingen, og den var død på stedet. Så løste hun den døde hund fra lænken og slæbte den op til sygehuset, hvor hun skar hovedet af og stoppede det i en pose. Den lagde hun i fryseren, så hovedet kunne holde sig, indtil det kunne blive sendt til obduktion på den amerikanske base.

Jeg fik aldrig at vide, hvad hunden fejlede, for der kom intet svar på undersøgelsen.

Den store filmforestilling
Alle havde lagt mærke til, at mekanikeren var begyndt at smalfilme,og alle havde hørt, hvor meget han glædede sig til at se resultatet af sine optagelser, når filmene kom retur fra Danmark efter fremkaldelse.

   Så snart helikopteren var landet med en filmfremviser og hans syv film, blev vi højtideligt inviteret ned på værkstedet til en filmforevisning, som efter hans udtalelser ville blive helt enestående, fordi han havde været så heldig at filme dramatiske fangstscener.

   Vi var naturligvis beæret over at være blandt mekanikerens specielle venner og glædede os meget til denne højtidelige og meget specielle urpremiere.

   - Jeg har endnu ikke set filmene selv, sagde mekanikeren - for jeg vil dele denne helt exceptionelle oplevelse med mine bedste venner.

   Der var mange, der var inviteret. Af den grund kunne det ikke foregå i hjemmet, men han havde rokeret så meget rundt i sit værksted, at vi alle kunne være der. Han havde lånt nogle stole, og lærredet havde han udspændt bagest i værkstedet. 
   På filebænken havde han anbragt filmapparatet, som han havde tændt for at være sikker på, at afstanden og fokuseringen var i orden. 
   Vi blev alle bænket foran lærredet, hver med en bajer i hånden. 
   - Ingen af mine film har tidligere været gennem fremviseren, for så er der ikke tale om en urpremiere, og det skal det være, forklarede han os igen.

   Da mekanikeren havde fået den første film på 3 minutter anbragt i apparatet, slukkede han lyset i loftet, og i forventningens glæde stirrede jeg med store øjne op mod det hvide lærred, mens jeg nød endnu en slurk af min håndbajer.

   Apparatet snurrede lystigt, som det skulle, og filmstrimlen rullede planmæssigt ned på den store spole under apparatet. 
   Der gik 3 minutter uden et eneste levende billede. 
   Da filmen til sidst løb ud af den lille spole, sagde mekanikeren, idet han tændte lyset:- Det var Satans!

   Vi gav ham ret og drak lidt ekstra af den udleverede flaske.

   Lyset blev slukket igen, da 2. spole var sat i, og filmstrimlen blev trukket ned på den store spole. 
   Der gik endnu 3 minutter, og vi fik nøjagtig samme oplevelse som før.

   Vi sagde ikke noget, vi grinede heller ikke, for vi havde alle ondt af vores fotograf, som virkelig havde gjort meget ud af at skabe den helt rigtige stemning til ære for os.

   Flaskerne var tomme over hele linien, da spole to var løbet ud. 
   Det opdagede vores gode ven og fotograf straks, da han igen fik tændt lyset. 
   Af den grund forsynede han os øjeblikkeligt med en ny, som han håndværksmæssigt knappede op for os ved at presse to flaskers kapsler mod hinanden.

   Jeg behøver vist ikke at fortælle, hvordan det videre gik med de næste fem film. 
   Resultatet var og blev det samme, men mekanikeren reddede situationen til glæde for os alle, idet han efter hver film hastigt udleverede en ny opknappet flaske til os. 
   Det var slet ikke værst. En flaske pr. mand eller kvinde hvert 3. minut.

   Da vi havde set den sidste film, blev vi enige om, at vi ikke gad se flere film, men ville nøjes med at drikke bajere. 
   Mekanikeren var glad for den måde, vi havde taklet situationen på, og han forsvandt ind til tømreren for at hente en supplerende samling af diverse fugtige varer.

   Det blev en fornøjelig filmaften, og vi opfordrede mekanikeren til at gentage succesen, så snart han fik den næste samling film hjem fra Danmark med den næste helikopter.

Inaluks svulmende barm
Niuertoruseqs kone Inaluk havde ikke været i kirke, for hendes mand havde bedt hende om at være forberedt på, at han ville invitere gæster til middag.   
   Da vi trådte ind i stuen, var bordet derfor dækket, og hele huset duftede af herlig grønlandsk mad.
   Familien havde mange børn, hvoraf den ældste var en pige på 18 år. 
   Ingen af børnene var med ved bordet. Vi var kun os fire. I hvert fald i begyndelsen.    
   Snakken gik livligt. Der blev grinet, og der blev spist, men midt under måltidet hørte vi barnegråd fra køkkenet.
   - Har I forøvrigt set vores sidst ankomne, spurgte Niuertoruseq, da hans kone var forsvundet ud til det grædende barn.
   - Det har vi ikke, forsikrede Palasi, men vi har hørt om det.
   Palasi roste derefter bestyreren for den glæde, han havde givet sin kone ved at berige hende med endnu et barn 18 år efter det første. 
   Jeg bifaldt hans udtalelse og lovpriste den udviste manddomskraft.   
   Kort efter viste Inaluk sig i døren med den nyfødte på armen. 
   Hun satte sig ved bordet, så vi kunne beundre den lille, som havde struttende kinder. 
   Barnet var holdt op med at græde og stirrede lidt forskrækket på os med sine tårefyldte øjne.
   Først nu lagde jeg mærke til, at moderen havde smukke træk. 
   Hun var stor og fyldig, men uden at være fed, og så havde hun en svulmende barm. 
   Jeg forsøgte at fjerne mit stirrende blik fra de to, der sad lige over for mig, men det var ikke let.
   Pludselig skete der noget, som jeg aldrig havde oplevet før, og det medførte, at jeg i længere tid ikke kunne koncentrere mig om andet end kvinden, der sad over for mig.
   Inaluk knappede sin bluse op, og barmen begyndte at titte vibrerende frem. 
   Da den sidste knap blev løsnet og sprang op, væltede Inaluks mælkefyldte bryst ud over den stakkels lille henrivende pige.
   Jeg havde forventet et dødsskrig fra barnet, da det blev ramt af den svulstige barm, men der kom ikke en lyd. 
   Jeg troede, der var sket en ulykke, og at barnet var blevet kvalt. 
   Men et øjeblik efter trængte en svag næsten uhørlig suttelyd ud under det vældige nedhængende bryst.
   Lyden gjorde mig rolig, men jeg var dog ude af stand til at holde mine øjne fra det, der fandt sted ved bordet lige over for mig. 
   Jeg var så paralyseret af denne oplevelse, at jeg ikke opfattede, hvad der blev snakket om ved bordet.

Neden for følger indholdsfortegnelsen til bogen.
Rejsen til Qaanaaq
Isfjeldet
Ilulissat (Jakobshavn)
Videre mod nord
Savissivik
Qaanaaq (Thule)
Min ven Palasi
Min første tjenesterejse
Den uheldige kateket
Syltede sokonger
Den drilagtige hvidhval
Slæderejsernes tid
En farlig lur
Det store ædegilde
Edderdunsdynen
Den uheldige kateket igen
Bopladsen længst mod nord
Inaluks svulmende barm
Lidt om livet på kostskolen
Børnestreger
Økonomaproblemer
Sygeplejersken, vædderen og hunden
1000 km i mørketiden
Op på Politikens Bræ
Usukutaaq 1899-1967
Over Politikens Bræ
Vejrfast i en fangsthytte
Hengemt sæl
Hos kateketen i Savissivik
Uventet betjening på basen
Min hundebremse
Kostskolen i karantæne
Lægens jeep
Episoder i midnatssolens land
Trommedans for Naduk
Det forkerte soveværelse
Fra amerikanernes spritlager
Kødstativet, der forsvandt
Smellings endeligt
En ganske speciel invitation
Forårets mange glæder
Den flyvende slæde
Skoleudflugten
Midnatssolens første dag
Slædetur i midnatssol
De nygifte
Nætter i Paakitsoq hulen
Qujaakitsoq snød Palasi
Kateketen redder sin menighed
De nydgerrige sæler
Konfirmation i soveværelset
Angutilluarsuks heldige fangst
Elendig slædeføre
Kateketen gik amok
Vejrforandring
Glideturen
Dramatisk nedkørsel på bræen
Sommeroplevelser
Guldtænderne
Den opfindsomme kiffaq
Storm over søkongefjeldet
På edderfuglejagt med Palasi
Professorens fiskefangst
Naduk og sælen
Tid til afrejse
Hvad der videre hændte
Ordliste med forklaring