Hvor isbjergene sejler

I Hvor Isbjergene sejler fortæller jeg om min oprejse ombord på grønlandskibet Umanak. Vi lagde til i Ivigtut med kryolitminen og ved den danske flådebase, Grønnedal. Efter at have sejlet over Nordatlanten i 10 dage, ankom jeg til Godthåb d. 10. august 1957. Her var jeg ansat som lærer. Jeg boede dog kun kort tid i Godthåb, da jeg blev allerede d. 30 september blev forflyttet til Jakobshavn i Disko bugt. 

I den første del af borgen beretter jeg dels lidt om min tid i Godthåb og en del mere om livet iJakobshavn, hvor jeg boede i 10 måneder, før jeg flyttede til udstedet Claushavn, hvor jeg var i 3 år før jeg flyttede til Thule, hvor jeg var i et år. Disse to steder har fortalt om i mine to første erindringsbøger.

Bogen er nu udsolgt fra forlaget, men via mail i Postkassen på denne hjemmeside, kan du, hvis du er gået over til læsning på iPad, tablet eller på skærm, få bogen overført pr. mail som e-bog.

Nedenfor følger et par afsnit fra min sidste erindringbog.

Hovedstad med fritgående får

Overlægen på sygehuset i Godthåb havde klaget over en vædder, der holdt til i nærheden af overlægeboligen. Hver dag, når hans kone skulle i butikken for at handle eller blot lufte sig, troppede den store vædder med de kolossale horn op. Den stilede altid lige mod hende.

   Hun var ved at dø af skræk, for den stirrede på hende med frygtindgydende og onde øjne. Hun følte, at den stræbte hende efter livet.
   Derfor prøvede hun at undgå den så meget som muligt, men en dag marcherede vædderen uden at tøve direkte mod hende.
   Hun drejede rundt og styrtede forpustet og hulkende hjem, hvor hun grædende kastede sig ned i husets bedste lænestol.

Overlægen havde glemt sin pibe på natbordet. Da han var blevet meget smøgtrængende, smuttede han hjem for at hente den.
   I stuen fandt han sin kone i opløst tilstand. Han blev dybt chokeret, men også rasende, da han hørte sin hulkende kone berette om vædderen.
   Ingen skulle have lov til at genere hans dejlige kone, så derfor løb han - efter at have skænket et stort glas whisky til hende - ud i gangen, hvor han greb sin haglbøsse.
   Han kikkede ud ad vinduet og fik øje på vædderen, og den så virkelig farlig ud. Han havde taget sin beslutning.

Lynhurtigt smækkede han hoveddøren op, hvorefter han langsomt og let foroverbøjet gik frem mod den gale vædder med bøssen rettet lige mod vædderens hoved.
   Da overlægen var omkring 10 meter fra vædderen, som så ud til at undre sig over hans mærkelige optrin, affyrede han i hurtig rækkefølge de to patroner, der sad i magasinet.
   Det rungede mellem sygehusets bygninger. Lyden var fremmed på dette sted, og den medførte øjeblikkeligt, at mange fløj nervøse til vinduerne for at se, hvad der var årsag til dette skyderi.

De to skud ramte ikke i hovedet, men ind i den store lodne krop. Vædderen gik i knæ og udstødte uhyggelige lyde. Den var såret, men ikke døende.

Overlægen havde i farten grebet to patroner med små fuglehagl beregnet til rider og ryper, men ikke til storvildt. Nu stod overlægen rådvild og så på skandalen. Han var så lammet, at han intet kunne fortage sig, men det kunne sygeplejersken.
   Hun havde været en tur ude i køkkenet for at hente sig en kop kaffe. Køkkenet lå lige over for overlægeboligen, så hun kunne ikke undgå at se optrinnet gennem vinduet.

Da vædderen lå blødende på jorden, greb hun resolut den største kniv, hun kunne få fat på i køkkenet, og med den højt hævet styrtede hun ud af døren.
   Hun var lige ved at løbe ind i overlægen, der famlende var på vej ind til sin bange kone. Han satte farten op og forsvandt nervøst ind i huset, måske af frygt for sygeplejerskens højt hævede kniv.
   Sygeplejersken sagtnede farten og gik roligt hen til vædderen. Hun gik bag om den og greb med sin venstre hånd fat i vædderens ene horn.
   Med et rask tag drejede hun hovedet bagover, hvorefter hun med et hurtigt snit med den skarpe kniv skar halsen over på vædderen.
   Hun smed kniven i sneen og greb fat i begge horn. Hun pressede hovedet bagover, mens blodet styrtede ud og farvede både sneen, hendes hvide kittel og træskoene røde.
   Der gik ikke mange øjeblikke, før livet begyndte at ebbe ud for den stolte vædder, der i så lang tid havde været interesseret i overlægens smukke kone.

At have for små sko på
I begyndelsen af marts meddelte kæmneren, at han havde disponeret over mit hus til anden siden efter sommerferien, fordi jeg var blevet forflyttet til Christianshåb. Det havde jeg ikke hørt noget om.
   Da min skoleinspektør var på slæderejse rundt i sit distrikt, måtte jeg vente med at gøre noget ved den sag, til han dukkede op.
   Rygterne havde ellers fortalt, at en lærerinde fra Godthåb skulle udsendes til Christianshåb.

Rygter og sladder var der meget af, og der skulle ikke meget til, før der opstod problemer. Måske skyldtes det først og fremmest for lidt adspredelse, for lidt at tage sig til og for mange konger, der havde for små sko på. Det oplevede jeg selvfølgelig også her i Jakobshavn.
   Der var nogle institutionsledere, som var kommet så langt ud, at de ikke snakkede sammen, men skrev til hinanden, når det var yderst nødvendigt med en kontakt.
   I byens forskellige kliker drejede samtalerne sig også om de mennesker, der ikke var til stede. Det var ikke altid de bedste og de mest smigrende egenskaber, som blev tillagt dem.
   Som ungkarl blev jeg ofte inviteret ud i forskellige grupperinger, og derfor blev jeg også indviet i mange hemmeligheder og intriger.

Her vil jeg give et par eksempler:
Da jeg kom til Jakobshavn, meddelte handelschefen - som ikke kunne døje skoleinspektøren - at jeg først kunne få udleveret mit flyttegods den følgende dag, og det selv om den stod frit fremme på havnekajen.

Det blev for meget for skoleinspektøren, så derfor bad han skolens kivfaĸ slæde mit flyttegods op til mit hus. Da handelschefen havde lagt mærke til fjernelsen af mit flyttegods, skrev han til skoleinspektøren og gjorde ham opmærksom på, at mit gods var bortkommet, da det var blevet stjålet af skolens kivfaĸ.

Det resulterede i adskillige harmfulde breve, der personligt blev bragt til døren af de impliceredes kivfaĸ-er. Der gik lang tid, før den strid faldt til jorden, men først efter at grøften var blevet gravet endnu dybere.

Ved julefesten havde skoleinspektøren - ifølge en gammel hævdvunden skik - uddelt godteposer til alle børn under 15 år. Dagen efter fik skoleinspektøren skriftligt besked af kæmneren, at han havde været nødt til at debitere skoleinspektørens private gagekonto med 200 kr., da bevillingen var overskredet.
   Det førte til en gevaldig telegramkorrespondance med Godthåb, hvor landshøvdingen holdt med kæmneren, selv om der ikke fandtes paragraffer, der påbød institutionsledere at hæfte personligt ved fradrag i gagen, hvis budgettet ved en fejltagelse blev overskredet.
   Det var en skuffelse for os, at skoledirektøren i Godthåb ikke bakkede sin skoleinspektør op i Jakobshavn.

En meget afholdt dansk spejderleder trådte pludselig tilbage i vrede, da han af 2 unge kateketer blev hængt ud i den lokale avis for vandrøgt af sine hunde.
   Kateketerne argumenterede for, at spejderlederen ikke var i stand til at efterleve spejderloven. Den sag stod på i lang tid og var ved at ende med en injuriesag.
Der skulle ikke meget til for at sætte sindene i oprør. I de fleste tilfælde lykkedes det for mig at holde mig udenfor.

Refleksioner

Fra 1849 til 1953 var Rigsdagen delt op i to kamre: Folketinget og Landstinget.

Efter Grundlovsændringen af 5. juni 1953 blev de to kamre slået sammen til ét, så der nu kun var et kammer, og det var Folketinget.

Da jeg kom til Godthåb i 1957, var Grønland ikke mere en koloni, for det var ved ovennævnte grundlovsændring blevet en del af det danske demokratiske rige.
   I følge grundlovsændringen burde grønlænderne nu have de samme rettigheder og pligter, som Danmarks øvrige befolkning.
Men - var det nu også tilfældet?

Det kunne have været spændende at vide, hvilke tanker de enkelte ministre i Rigsdagen havde gjort sig i forbindelse med at ændre grundloven, så den også kom til at gælde for den gamle danske koloni, Grønland.

Mon det kunne tænkes, at det blot var for at komme af med kolonien Grønland på en smart måde, og så alligevel kunne bevare overherredømmet over den store arktiske ø, der er mere end 50 gange så stor som Danmark?

Havde man allerede i Rigsdagen, da man udarbejde grundlovsændringen, hvor Grønland skulle blive en del af det danske rige, også under hånden aftalt, at Grønland ikke skulle være fuldt ud på lige fod med Danmark?
   Jeg ved det ikke, men der var meget, der viste, at alt i Grønland ikke fandt sted på samme måde, som i det øvrige Danmark.

Grønlænderne burde have haft de samme rettigheder, som danskerne i det oprindelige danske rige.
   Det kunne både ses og mærkes, at det ikke var tilfældet, og det undrede mig såre.

Jeg tror ikke, at grønlænderne mærkede nogen forandring, da de blev indlemmet i det danske rige. Alt fortsatte på samme måde, som i den gamle kolonitid.
Burde grønlænderne ikke ved en folkeafstemning være blevet spurgt, om de ønskede at blive en integreret del af det danske rige?