Savissivik.

Savissivik. Bygden ved det kvidrende fjeld.

 Den snarrådige kateket

Tre uger før vores ankomst vågnede savissivikkerne søndag d. 8. april 1962 til en kraftig storm, der kom fejende ind over udstedet fra sydvest.Trods vejret indfandt alle sig til gudstjeneste i skolekapellet, der var bygget i 1946, for at lytte til Johannes´ prædiken, som altid plejede at være god.

Der var tændt op i skolekapellet, og varmen var tilpas. Stearinlysene blafrede på alteret og på orglets frontstykke, da kateketen gik ud for at ringe gudstjenesten ind på den lille klokke, der hang uden for døren.
   Hele menigheden ventede ude i kulden, men alle havde søgt læ for stormen bag skolekapellet. Da Johannes havde slået det sidste bedeslag, fulgte de med ham ind i varmen.
   Udenfor ruskede stormen i skolens træbeklædning, og sneen piskede mod ruderne, men indenfor var der hyggeligt og rart, og kateketens prædiken var som altid vel gennemarbejdet.
   Salmerne blev sunget flerstemmigt ledsaget af kateketens orgelspil, og sangen var så kraftig, at den næsten overdøvede stormens vilde flugt mod det lille skolekapel.

Kateketen stod med front mod menigheden og mod skolens eneste dør, der førte ud til et lille vindfang bagest i lokalet.
   Da Johannes var midt i sin prædiken, blev han distraheret af en mørk skygge, der bredte sig omkring indgangsdøren.
   Han undrede sig over fænomenet, men fortsatte dog med sin prædiken, selv om hans tanker ivrigt kredsede om den iagttagelse, han lige havde gjort ved indgangsdøren.
   Da menigheden et øjeblik efter begyndte at røre på sig, gik det op for Johannes, at det brændte ude i vindfanget, og at den sorte skygge var røg, der trængte ind til dem i skolekapellet.

Johannes afbrød sin prædiken med ordene:
   - Tag det roligt, skolen brænder!

En yngre fanger, der sad på bageste række, åbnede døren på klem, men smækkede den omgående i, idet han råbte:
   - Den vej kan vi ikke komme ud!

Samtidig brød flammerne igennem taget, og gnisterne væltede ned på husets læside.
Kateketen styrtede hen til det vindue, der lå længst væk fra vindfanget, og som vendte direkte mod stormen. Han løsnede hasperne og pressede vinduet udad.Vinden fik straks fat i ruden, og med et brag knustes den mod væggen.

Kateketen greb fat i en ung fanger og puffede ham ud ad vinduet med ordene:
   - Tag imod og få alle væk!

Kateketen påtog sig jobbet som indsatsleder og dirigerede roligt, men bestemt menigheden hen til det åbne vindue, hvor vinden susede ind.
   Først blev børnene løftet ud, så de gamle koner, hvorefter resten af kirkegængerne fulgte efter, uden at der opstod panik, selv om røgen på det tidspunkt var begyndt at vælte ind i rummet.
   Kateketen var den sidste, der forlod den brændende bygning. I farten greb han den syvarmede lysestage, biblen og de kunstige blomster, der stod på alteret. Med dem i sin favn blev han også hjulpet ud gennem vinduesåbningen.
   I selvsamme øjeblik faldt loftet brændende ned over alteret, og suset ind ad vinduet gav ilden den næring, som den skulle have for at antænde hele lokalet i løbet af ganske få sekunder.
   Menigheden trak sig tilbage fra den brændende bygning, som udstrålede så voldsom en varme, at sneen begyndte at smelte og danne små rislende bække.

Det danske flag vajede blafrende under hele branden på sin stang, der var fastspændt til nogle store sten. Det undgik helt at blive antændt, fordi flagstangen stod på et plateau et lille stykke væk fra skolekapellet.
   På mindre end en time var skolen fuldstændig nedbrændt. Kun cementsoklen var tilbage.

Alt brændte, og intet blev reddet med undtagelse af de tre ting, som kateketen tog med sig ud af den brændende bygning.
   Branden kunne være blevet til den helt store katastrofe, for alle var i kirke, og alle kunne være indebrændt, men takket være en besindig, handlekraftig og rolig kateket mistede ingen livet.

Palasi og jeg var nu på stedet for at lave en rapport om sagen og for at bestille opsendelse af et helt nyt skolekapel med årets første og måske eneste skibsforbindelse i begyndelsen af august.
   Johannes mente, at branden måtte være opstået på loftet på grund af en utæthed i skorstenen. Han havde nemlig hørt, at skolen var blevet isoleret med et tykt lag træuld. Hvis      Johannes havde ret, så havde ilden haft let ved at brede sig hen over loftet til loftlemmen i indgangspartiet, som hurtigt var blevet antændt af flammerne.
   Den kraftige vind havde tilført masser af ilt til flammerne, og det havde været årsag til, at branden havde udviklet sig rivende hurtig og ødelæggende.

Sammen med kateketen skulle jeg lave bestillinger på skolemateriel og andre nødvendige ting til det kommende år, mens præsten skulle drøfte de praktiske muligheder for at holde gudstjeneste uden lokale.
   Endvidere skulle de sammen planlægge konfirmation, barnedåb og altergang den kommende søndag.

Angutilluarsuk's heldige fangst
Vi var nødt til at bryde op hos Gideon og Loise, for vi skulle videre. Denne gang gjaldt det konfirmanden Orpa og hendes forældre.
   Jeg kendte ikke Orpa, for hun havde ikke gået på kostskolen i Qaanaaq. Hun stod nu på trappen foran forældrenes røde træhus og tog imod. Hun var en henrivende inughuitpige på 14 år med langt sortglinsende hår, og i dagens anledning havde hun sin flotte dragt på. Hun fik sin gave, og vi smuttede ind.
   Vi var kommet til et holdent hjem efter stedets forhold. Huset var ikke stort, men på bordet var der dækket op med alle former for delikatesser.

Angutilluarsuk anviste os plads på briksen. Så fik vi en lille snak om fangst ved iskanten, om vejret og vores chancer for hjemrejse den følgende dag, idet vejret i løbet af eftermiddagen havde ændret sig til blæst og snefygning.
   Oline skærpede et par store knive mod hinanden og bad os tage til takke med det, som manden havde skaffet til huse i anledning af Orpas konfirmation.
   Det var ikke småting, som der blev disket op med. På bordet lå der mattak/overhud fra narhval, nikkut/tørret kød, fersk spæk som krydderi hertil, hjerte og nyrer fra en hvalros og så selvfølgelig kogt isbjørnekød.

Da Palasi havde hørt om Angutilluarsuks heldige fangst, bad han ham om at fortælle, hvordan det var lykkedes ham, at skaffet så lækkert kød til huse.
   Med megen beskedenhed fortalte han sin historie, og vi lyttede, mens vi skar nye stykker af det velkogte bjørnekød, som vi stoppede i munden.

   - Jo, sagde Angutilluarsuk og grinede højlydt, hvorefter han holdt en lang pause, før han fortsatte sin fortælling.
   - Det er underligt. Somme tider kan man tage på fangst uden at komme hjem med noget bytte, selv om man har været af sted i flere dage og rejst til steder, hvor der plejer at være gode muligheder for fangst, og andre gange behøver man slet ikke at anstrenge sig. Sådan noget skete for mig for et par dage siden.
   Så holdt han en lille pause for at pirre vores nysgerrighed.

Stilfærdigt fortsatte han:
   - Før jeg lagde mig til at sove på briksen sammen med de andre, hængte jeg noget for vinduet, så solen ikke kunne skinne lige ind i hovedet på os. Men det er svært at sove, når det er så lyst som i denne tid, hvor solen er på himlen hele døgnet.
   - Jeg var faldet i søvn, men vågnede længe, før jeg var udsovet. Jeg ville gerne sove noget mere, men kunne ikke glide over i søvnen igen. I stedet lå jeg og lyttede til de mange lyde uden for huset.
   - Mine hunde plejede altid at forholde sig i ro, når der ikke var tæver i løbetid, og det var der ikke i øjeblikket, vidste jeg. Løbegale tæver skaber altid splid blandt hanhunde selv i de bedste spand, men det behøver jeg jo ikke at fortælle jer, grinede han.
Han så over på os, og vi nikkede forstående tilbage.

Angutilluarsuk tog sig et lille stykke bjørnekød, og med det i munden fortsatte han:
   - Det undrede mig, at mine hunde begyndte at knurre, og et par af dem gav sig til at gø.
   - Jeg kunne også høre, at de alle var vågnet og ruskede i deres jernkæder.
   - Jeg lå og lyttede en stund og gad ikke stå op for at undersøge årsagen til hundenes uro.
   - Jeg forventede, at de ville falde til ro igen, men det skete ikke. Jeg krøb derfor ned fra briksen og kikkede ud ad vinduet. Hundene virkede meget ophidsede for ikke at sige rasende.    De gøede og sled i deres lænker. Alle med front mod mit kødstativ, 15 meter fra huset.
   - Så snart mine øjne havde vænnet sig til det indfaldne lys, opdagede jeg noget, der bevægede sig bag stativet. Stor var min overraskelse, da jeg fik øje på en isbjørn.

   - Hvad så, spurgte Palasi ivrigt og så hen på vores vært.
   - Det var vanvittig spændende, fortsatte Angutilluarsuk efter en lang kunstpause, hvor han nød at se vores beundring over hans beretning.
   - Jeg lukkede forsigtigt døren op til vindfanget og tog min riffel ned fra sømmet. Med den listede jeg tilbage, fyldte magasinet og gjorde riflen skudklar. Uden en lyd listede jeg vinduet op i køkkenet og tog sigte. Jeg skød ikke med det samme, for jeg ville først være helt sikker på, at ingen mennesker eller løse hunde var i skudlinjen.

   - Den store bamse stod på bagbenene bag mit kødstativ og forsøgte at rage noget kød ned, men den kunne ikke nå det, så den lod sig falde ned på alle fire igen. Bjørnen vejrede og svingede sit hoved fra side til side.
   - Måske overvejede den at kaste sig over en af mine hunde i stedet for at fiske efter kød på stativet.
   - Det er ikke godt at vide, hvad bjørne tænker.
Angutilluarsuk så tankefuld ud, men før han fortsatte, morede han sig højlydt over den tåbelige bjørn, der havde troet, at den uden videre kunne stjæle fra hans kødstativ.

   - I et letsindigt øjeblik stak den hele sit hoved ud på den anden side af stativet. Her var min chance. Jeg havde den lige på kornet.
   - Skuddet faldt, og det gjorde bjørnen også. Den rørte sig ikke, og hundene blev endnu mere ophidsede.
   - Mit jubelråb vækkede Oline og børnene, og vi styrtede alle ud for at se nærmere på bamsen. Jeg gik straks i gang med at flænse, og hundene fik deres del af byttet.

Angutilluarsuk så stolt hen på os, og sagde så:
  - Tag dog lidt mere af min sølle fangst.

Jeg tog mod tilbuddet, men Palasi afslog. Han påstod, at han allerede havde spist så meget af lækkerierne, at hans tunge stod lodret i munden og spærrede for videre transport af mad ned gennem halsen.
   Den dag blev jeg vinder af madorgiet, men jeg undlod at prale med det over for Palasi.