Bogens forside

Et par korte kapitler fra bogen

At være en ung dansk lærer blandt en venlig grønlandsk fanger- og fiskerbefolkning i Nordgrønland kan kun betyde berigende oplevelser med sjove, spændende og dødhamrende dramatiske hændelser på havet i små joller blandt Isfjordsbankens gigantiske isfjelde og på slæde over forræderiske gletsjerspalter og fjordens strømskårne og gyngende is.

At vende tilbage til det lille isolerede samfund og føle sig velkommen, selv om man lige har taget dumdristige tiltag, er en oplevelse, som aldrig kan glemmes.

Det blev til 4 år i Diskobugten, før eventyret fortsatte i det allernordligeste Grønland blandt polareskimoerne.
Det har jeg fortalt om i bogen:

Blandt fangere og andet godtfolk i Qaanaaq.

Gletsjerspalten og andre uhyrligheder blev  færdigtrykt 1/3 2010. Bogen er på 272 sider med sort/hvide fotografeier.

 Bogen er udsolgt fra forlaget, men hvis du er gået over til læsning på iPad, tablet, e-bog eller på skærm, kan du få bogen leveret på en cd for 50 kr.
 

Lektørudtalelse - uge 2010/16 - Dansk bibliotekscenter
Svarre, Ole: Gletsjerspalten og andre uhyrligheder. - One. - 271 sider.
- DK  99.4 Svarre, Ole
Anvendelse/målgruppe/niveau
For især ældre læsere med interesse for grønlandske forhold.
Den unge lærers erindringer fra svundne tider i de nordligste egne
kan også bruges til oplæsning.
Beskrivelse

Den unge lærer O.S. rejser i 1957 til Grønland for at arbejde, og han
får hurtigt lyst til at komme ud i de fjerne, tyndt befolkede områder.
Han fortæller om løst og fast, folk og fæ, farer og hyggestunder,
natur og traditioner blandt mennesker i Diskobugten, og om den
første tid som nygift med sit livs udkårne. Bogen fremtræder
udstyrsmæssigt beskedent, den har mange sort-hvide fotos og er sat

med læsevenlig skrift. Titlens lovede uhyrligheder virker mindre
skræmmende end forventet, men for de implicerede har de
dramatiske oplevelser utvivlsomt været mere voldsomme,
end den lette, underholdende fortællestil lader læseren føle.
Bogen indledes med et kort rids af Grønlands historie og slutter med
en ordliste.
Sammenligning

1209 kom Blandt fangere og andet godtfolk i Qaanaaq, som
tidsmæssigt fort sætter hvor denne slipper.
Samlet konklusion

Hyggelig erindringsbog om forfatterens første tid som ung lærer i
Grønland. De isolerede små samfund tog dengang, 1957-61 godt imod
den unge, eventyrlyst ne mand, der frygtløst kastede sig ud i under-
visning, hundeslædekørsel, ægte skab og andre udfordringer,
uden altid at være tilstrækkelig opmærksom på naturens farer.
Bogen er letlæst og velfortalt, beskeden i udstyr, men læseven-

ligt trykt. Målgruppen vil især være ældre læsere, der søger lette
erindringer med spænding. Evt. også til oplæsning.
Annemette Schønberg Johnsen

Lektørudtalelse - februar 2010:
Gletsjerspalten og andre uhyrligheder

Jeg er lige ved at fuldende korrektur på Verdens mest finurlige,
humoristiske, sprogligt gennemførte, vedkommende, medrivende,
hjertegribende, grinagtige, til tider utrolig uhyrlige beretning,
fyldt med såvel store dramaer som jordnære hverdagssituationer,
men samtidig er det en smuk fortælling om et både ydmygt,
men også stolt folkefærd, som man gennem denne beretning
simpelthen må holde af.

Ingerlise Helgesen

Fra Gletsjerspalten og andre uhyrligheder:
Aaralik’s heldige skud

En dag, hvor jeg underviste de ældste elever i dansk, råbte Kaaliit (Karl) meget ophidset: - Oli, han skyde dig.

Kaaliit sprang op fra sin plads og pegede.

Jeg lod læsebogen falde og stirrede ud ad vinduet mod den klippeknold, der var mellem mit hus og skolen. Her stod Aaralik (Harald) med sit étløbede haglgevær. Han pegede lige ind mod os i klassen.

Jeg blev meget bange og råbte til børnene:

- Pas på, kan skyder. Ned på gulvet.

Men inden børnene nåede at reagere, lød skuddet. Det bragede, og den sorte krudtrøg væltede ud af løbet. (Her på stedet lavede alle deres patroner selv. Man brugte sort krudt, som har større slagkraft i stærk kulde.)

På det tidspunkt havde alle forladt deres pladser og var styrtet til vinduerne for at se, hvad Aaralik havde gang i.

- Oli, råbte Apuluut (Abelone), Aaralik fange Juutitta (Judithe)..

Jeg så Aaralik snurre rundt og rette bøssen mod mit køkkenvindue, hvor min kiffak Juutitta netop var i færd med at tilberede min middagsmad, som jeg inden længe skulle indtage sammen med hende. Den kolde sved sprang ud af alle mine porer og indsvøbte mig i kølig væske.

Aaralik hævede på dramatisk måde bøssen, tog sigte og skød.

Da skuddet gjaldede, løb han som en besat hen for gavlen af mit røde hus, hvor han forsvandt.

Jeg løb til døren og råbte til børnene: - I bli’r i klassen!

Så styrtede jeg ud i forgangen, ud ad døren, ned ad trappen og videre over til gavlen, hvor Aaralik var forsvundet. Jeg tænkte på min søde kiffak Juutitta og frygtede det værste, men da jeg drejede om hjørnet for at løbe ind ad bagdøren til huset, fik jeg øje på Aaralik igen.

Til min store lettelse var han ikke på vej ind til Juutitta. Han stod med ryggen mod mit hus og sigtede med bøssen mod Puujuaraq’s (Lille Børges) blå hytte, der lå få meter fra min bagdør.

Jeg stirrede med vidt åbne øjne og med forfærdelse på Aaralik, da skuddet faldt. I det samme så jeg en stor hvid rype rulle ned ad taget på den lille hytte.

Aaralik ilede hen for at samle sin døde rype op, men hans hurtighed stod ikke mål med Puujuaraq’s elendige og forsultne hundes iver efter at stjæle dagens varme måltid mad.

Puujuaraq’s førerhund snappede rypen, da den rutschede ned ad taget, og inden Aaralik nåede hen til sin værdifulde fangst, som havde kostet ham så meget besvær og os alle så megen frygt og nervøsitet, strøg den forbaskede hund af sted over stok og sten, og den standsede først, da den følte sig i sikkerhed et godt stykke uden for Aaralik skudvidde.

Her lagde den sig og gnaskede i fred og ro rypen i sig, mens hvide fjer svævede bort i den kølige luft.

Aaralik lovede aldrig mere at jage på skolens område.

Den røde kirke
Magdaliit (Magdalene) havde været gift med en betydende fanger, men var nu blevet enke. Hun var en stor noget dominerende kvinde med typiske grønlandske træk. Ungdommens lethed havde forlængst forladt hende, men endnu bar hun ikke præg af, at alderdommen var begyndt at trykke.

Jeg traf hende første gang hos Puujuaraq og Saalarujuk, men siden har jeg oplevet hende næsten hver gang jeg var i den røde kirke, der lå i den nordvestlige del af udstedet.

At være i kirke var altid en oplevelse, ikke så meget for Laasi’s prædiken, som jeg ikke gad lytte til, men for den intense stemning, der var i det lille lavtloftede kirkerum.

Det var, som på alle andre mindre steder, kateketen, der stod for det hele. Ingen gik ind i kirken, ganske uanset vejret, før Laasi var færdig med at ringe gudstjenesten ind. Det var Laasi, der spillede på det slidte orgel, det var ham der sang for, og det var ham, der prædikede.

Næsten alt, hvad der kunne krybe og gå, var samlet her søndag formiddag.

Gudstjenesten var ikke forbeholdt de voksne, men børn i alle aldre var til stede. I begyndelsen sammen med de voksne og lidt senere, når Laasi talte fra sit højsæde og kedsomheden havde spredt sig blandt børnene, vandrede de rundt og snakke højlydt.

Der skete meget, og jeg nød at iagttage folkelivet. Især var det spændende at se, hvad børnene fandt på, at opleve de mindreårige, der fik deres morgenmad leveret direkte fra det varm bryst, og så var der Magdaliit.

Hun var næsten altid i kirke. Allerede under første salme vidste jeg, hvor hun sad. Hendes sangstemme var stor, fyldig og gennemtrængende. Til tider kunne hendes stemme næsten overdøve Laasi’s orgelspil, og det vil ikke sige så lidt.

Laasi havde øvet med et sangkor i mange år, så derfor var fællessangen veldrejet med flotte mandlige andenstemmer. Salmesangen var i den grad præget af Laasi’s sans for harmonier, og der var stil over foretagenet. Jeg husker dog kun en gang, jeg fik den store oplevelse, og det var den søndag, hvor Magdaliit var syg og ikke kom i kirke.

Magdaliit skjulte ikke sit talent. Hun ville for alt i verden vise, hvad hun formåede. Måske var det en form for indeklemt kunst, hun skulle af med, eller fordi hun manglede sine fortænder. Jeg ved det ikke.

På grund af de manglende tænder kunne Magdaliit puste sine toner ud med enorm kraft. Styrken var så stor, at mændenes andenstemmer totalt forsvandt i intetheden. Det lød slet ikke værst, men det var lidt ensformigt i længden.

Magdaliit var udstyret med megen energi, som hun fremviste for os alle efter hver linie i salmen. Her var det normalt, at sangerne fyldte lungerne med luft for at være klar til næste linie, men det behøvede Magdaliit ikke, for hun kunne holde den sidste tone i højeste gear, indtil alle andre kunne begynde på den næste linie i salmen. Fantastisk. Genialt. Jeg var imponeret.

De blå søm
Jeg havde været så uheldig under en rypejagt at flække den højre slædemedes snudespids, og den skulle jeg have repareret. Jeg havde set, at andre havde forstærket deres meder ved at sømme en blikplade på det ødelagte sted.

Da jeg kom hjem fra skole, klippede jeg derfor to blikplader ud af en stor mælkedåse. (På stedet lavede vi selv vores mælk af pulver, som blev leveret i 5 og 10 liters metaldåser.) Jeg bankede pladerne flade og klippede dem til, så de passede. En på hver side af snuden.

Da jeg ville sømme pladerne på, opdagede jeg, at jeg ikke havde flere blå søm. Det ærgrede mig, for så skulle jeg ned i butikken og stå i kø for at få en æske søm, men der var ikke andet at gøre.

Da det endelig blev min tur, sagde Jensinnguaq:

- Hvad kan jeg hjælpe den herre med? (Her kan det bemærkes, at Jens havde været i Danmark for at få en uddannelse som elektriker. Han vendte tilbage med sit svendebrev og blev klar over, at det ikke kunne bruges i Ilimanaq, som kun blev oplyst ved hjælp af petroleum.)

- Jeg vil gerne købe nogle små blå søm, sagde jeg.

- Hvor mange skal du bruge? spurgte Jensinnguaq.

- En håndfuld, sagde jeg og viste ham min hule hånd.

- Så kan du lige så godt købe en hel pakke, sagde Jensinnguaq. - Den koster 75 øre.

Jeg nikkede, og Jensinnguaq smuttede op på loftet efter en pakke blå søm til mig.

Der gik en rum tid, før han igen viste sig neden for trappen.

- Vi har ikke flere hele pakker tilbage, men kun en der er taget af, sagde han.

- Der er så mange, fortsatte han, og hældte de blå søm op i sin hånd, som han rakte over disken til mig.

- Det kan jeg godt klare mig med, sagde jeg og tog min pung op for at betale.

På det tidspunkt var Jensinnguaq gået over til vægten. Sømmene blev hældt ud i den højre vægtskål, mens Jensinnguaq med sit vurderende blik hurtig fandt de små lodder, der kunne matche sømmenes vægt.

Så oplyste han Vittu, som sad på bordet ved siden af butikkens nyerhvervelse, et gigantisk klasseapparat, om de blå søms vægt. Vittu slog op i en tabel, indtastede vægten og prisen i løsvægt, hvorefter kasseapparatet regnede prisen ud.

- Det bliver 94 øre, sagde Vittu.

- Det forstår jeg ikke, hvæsede jeg.

- En hel uåbnet pakke koster 75 øre og en åbnet pakke, der kun er halv fuld koster 94 øre.

Vittu så med undren på mig, hvorefter han igen regnede prisen ud ved hjælp af kasseapparatet.

- Det bliver 94 øre, gentog han, ellers må du klage til Niuertussaq.

Jeg var blevet lidt ophidset, men betalte og løb på mine lette kamikfødder ned til Frits, som jeg betroede min ejendommelige oplevelse i butikken.

- Hvad mener du? spurgte jeg med lidt høj stemme.

- Tak Oli, fordi du informere mig om, at jeg har dygtige og pålidelige folk i butikken. De har forstået min instruktion, og de har selvfølgelig ret. Jeg vil rose dem i eftermiddag.

Jeg luskede ud af kontoret og slentrede hjem til min flækkede slædesnude, som med hidsige hammerslag fik banket blikpladerne på plads med de blå søm.

Jeg fik lært, at man ikke altid skal handle med konduite, men holde fast ved sine principper. Det giver mere i kassen i det lange løb.