Nu eller aldrig

Da Ingerlise Helgesen havde skrevet sin erindringsbog:Hvad krukken gemte, blev hun klar over, at der var temaer, som hun ikke havde fået med og andre, der trængte til at blive uddybet nærmere, og hun gik derfor i gang med at skrive dem, og det er blevet til den foreliggende bog: Nu eller aldrig. -Løse ender og refleksive strøtanker.

Forfatteren har inddelt sin bog i følgende hovedafsnit: Familien, Atlantvolden, Grønland, Afrika, Gyldne Øjeblikke, Sorgfulde Øjeblikke, Farmor fortæller, Blåvand og Det ultimative punktum.

I bogen har forfatteren nøgtern skrevet om de tanker,som hun har beskæftiget sig med i de senere år, og som hun i Nu eller aldrig redeligt har forsøgt at tage stilling til. Bogen bærer stor kærlighed til det Blåvand, som hun er vokset op i, og hvor hun nyder sit helt eget refugium i et sommerhus beliggende på stykke af hendes forældres gamle klitområde og bardommens legeplads, hvor talrige nye tanker er blevet skabt, og hvor minderne fra et langt og spændende liv er blevet endevendt - både De Gyldne Øjeblikke og De Sorgfulde Øjeblikke.

Nu eller aldrig er utraditionel lay-outet, og det er forfatterens ønske, at læseren vil glæde sig over bogens udstyr

Mit livs største Gyldne Øjeblik

2 år uden fysisk kontakt blev til 2 1/2 år på grund af Hans Hedtoft’s forlis, men den mentale kontakt, der bestod i massevis af breve med skib eller flydrop, fungerede i bedste velgående, selvom vi ofte fik 10 breve ad gangen på grund af vinterens ujævne skibstrafik.
Brylluppet blev holdt i Blåvand i juli 1960, og det blev indbegrebet af romantik og idyl - ikke mindst, fordi det blev holdt i familiens paradis og i barndomshjemmet ”Klithus”.
Det var på dette sted, jeg oplevede mit livs største Gyldne Øjeblik:En brudgom plejer at holde en tale til sin brud, men det gjorde Jørgenikke. I stedet greb han sin violin og spillede 2. sats af Mendelsohn-Bartholdy´s violinkoncert med så megen følelse, at den sagde mig langt, langt mere end ord.

Jeg blev løftet op i et ukendt og alligevel kendt univers, hvor tonerne formede en helhjertet kærlighedserklæring, som gjorde, at jeg følte mig som det lykkeligste menneske i hele Verden.
For mig var Jørgens ”Tale” så absolut Festens Højdepunkt, og jeg har elsket denne ”2. sats” hele livet.

Tiden efter Atlantvolden

Jeg husker 4. maj 1945 som et virvar af følelser, der både udtrykte hjertegribende glæde og lykke, lettelse og tryghed og taknemmelighed over, at krigen var slut. Men der var også nogle helt andre følelser, der gjorde en bange og usikker for, hvad der nu ville ske?
I gaderne kørte lastbiler rundt med en masse mennesker på ladet.
Der blev råbt og spyttet på disse mennesker. Værnemagere eller Landsforrædere blev der råbt eller Tyskertøser efter unge piger med afklippet hår.
Alt dette gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg kendte flere, der måske var værnemagere eller tyskertøser, men de var også mine venner, så jeg var meget i vildrede med, hvad jeg skulle sige eller gøre, hvis jeg så dem på en af vognene. For mig var dette Krigens Gru, og jeg kunne af og til slet ikke glæde mig over den nyvundne fred.
Tiden gik, og krigen kom på afstand. Mine forældres venner i Blåvand havde en datter, der blev forelsket i en tysk soldat. De affandt sig med datterens valg, og det unge par blev gift, fik en lille pige og bosatte sig i Tyskland. De blev alle efter deres død begravet på Oksby kirkegård i Blåvand, meget tæt på mine forældres grav-sted. 

Forholdet mellem  besættelses-magten Tyskland og det  besatte Danmark bedredes år for år, og nu i 2018 trives vi sammen på bedste måde både økonomisk, kulturelt og socialt.

Når jeg går mine ture i klitterne langs de mange rester af beton eller langs med Min Fars Mark, bobler minderne frem, og dem bruger jeg så på min private Memory Lane til at få styr på alle disse tanker og følelser, så de kan bruges til noget positivt her og nu. Minderne er utrolig klare, og de føles som en naturlig del af mine daglige gåture.
Lad mig begynde med mine ture gennem barndommens klitlandskab.
Her var der under krigen en rampe op til den ene af bunkerne, men nu er der blot efterladt en række betonrester, der danner et dekorativt mønster af blomster-smykkede og kunstneriske spor efter den fysiske Atlantvold. 

Jeg føler at disse smukke mosbegroede betonrester er et symbol på, at Krigens rædsler blev overvundet, og at de nu repræsenterer Freden, der her træder frem gennem Naturens fantastiske evne til med blomster og det grønne mos at dække over hæslige rustne spigre fra Krigens armeringer. Naturen er en mester i at skjule noget grimt og uønsket med noget smukt.
Alt dette oplever jeg på mine ture i barndommens klitlandskab. Af og til føler jeg, at jeg går sammen med min far. Han er der på en eller anden måde, og jeg oplever den samme tryghed, som jeg følte som barn.

Livets sorgfulde øjeblikke

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld.
Thomas Kingo 1681
.
Jeg har allerede skrevet meget om Glæden, mens jeg har været  ere tilbageholdende med at skildre Sorgen.
Imidlertid er sorg også en vigtig del af mit liv, men jeg har ligesom manglet den rigtige og relevante ramme til at skildre mine sorgoplevelser i.
Den ramme fik jeg i søndags, da jeg var til Alle Helgen Gudstjenesten i Ikast kirke. På denne dag mindes vi vore kære, der er rejst til de dødes land.

Her holdt pastor Birthe Møberg en prædiken, der for mig blev en sand åbenbaring. Birthe Møberg begynder sin prædiken med Kim Larsens digt til hans afdøde gode ven, som han kalder Pianomand.

Stille blues i mol og maj
Pianomand ka du høre mig
Hvordan står det til i de dødes land
Det ved du nu - pianomand
Er der koldt og mørkt i den sorte grav
eller stråler himlen som det klareste rav
er der sang og musik i de dødes land
og swinger det - pianomand
Nu eller aldrig 115
Er der fuglefløjt og bægerklang
Er der fest og farver hele natten lang
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Eller dybt godnat - pianomand
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Det ved du nu - pianomand.
(https://kjukken.dk/sang/pianomand/)

I sin prædiken siger Birthe Møberg, at der er et håb i Kim Larsens sang. Hun aner et håb om, at vi med troen vil trækkes ud af de dødes land og ind i lyset hos Gud.