Velskrevet biografi

Vores barnepige Rosie med krukken på hovedet.

Hvad krukken gemte.

Ingerlise Helgesen beretter i denne bog på fornøjelig vis om sit spændende, indholdsrige og mangeartede liv, som hun trevler op fra den dag, hvor hun blev 82.  Hun arbejder sig tilbage i tiden og slutter med sin barndom i klitterne ved Blåvand, hvor hun under 2. Verdenskrig oplevede tyskernes bygning af den store Tirpitzbunker, som blev opført på hendes forældres store sandsflugtsareal.

   Sidste år donerede hun og hendes familie hele  arealet - næsten 87.000m² - til Museumscenter Blåvand, der netop har fået bevilget penge til bygning af et stort moderne museum bl.a. over livet i klitterne under Anden Verdenskrig og om Tirpitzbunkeren, der skulle være en af Hitlers vigtigste forsvarsanlæg i Atlantvolden. Det er den kendte Bjarke Ingels tegnestue, der står for hele projektet, og det første spadestik er blevet taget i december 2014.

    Ingerlise Helgesen er uddannet lærer/gymnasielærer med speciale i engelsk, og hun har undervist ikke blot her i landet, men også i Kina, Tanzania, Grønland og USA. 

    Ingerlise Helgesen har levet et spændende og til tider et ret dramatisk liv. I Grønland styrtede hun i en gletsjerspalte og sad fastklemt 15 meter nede i indlandsisen. Hun skulle have været hjem med Hans Hedtoft, der gik ned med mand og mus, men hun kom ikke med, da skibet ikke nåede op til Disko bugt. Ved hjemkomsten fra Grønland blev hun gift med sin ungdomskæreste, som hun tilbragte et par år sammen med i USA. Da han dør 7 år efter ægteskabet, flygtede hun med sin lille søn til Tanzania, hvor hun tilbragte 5 år. I en alder af 70 år søgte hun job i Kina, hvor hun fik til opgave at lære unge kinesere at kommunikere mundtligt på engelsk.

   Ved siden af sit lærerjob har Ingerlise Helgesen dyrket sin kunst, som i rigt mål er gengivet i bogen.

    Bogens slutter med kapitlet: Brugte jeg min ytringsfrihed, der relaterer til begivenhederne i Frankrig d. 7. - 10. januar 2015. 

Ole Svarre 9/2 2015 

Vi overlevede takket være Martin

Jeg har tidligere fortalt om, hvorledes jeg har kombineret min hukommelse med mine 42 dagbøger, og nu kan jeg lave lidt ”feedback” på processen.

Naturligvis har dagbøgerne hjulpet med at huske detaljer, navne, datoer etc., men de har også haft en hel anden værdi, idet de har hjulpet med til at grave tildragelser frem, som jeg har glemt eller slet ikke har ønsket at huske!

Således manglede der en beskrivelse af en overordentlig vigtig og samtidig  grænseoverskridende begivenhed, der skete på en safaritur i 1969. Alle andre safariture var i detaljer beskrevet i mine breve til mine forældre, men denne manglede og hvorfor gjorde den det?

Det var, fordi jeg simpelthen ikke ville fortælle mine forældre om oplevelserne på denne tur og gøre dem utrygge og bange for deres datter og barnebarn i det mørke Afrika!

Vi var i Tanzania tæt på grænsen til Uganda. Vi var Arthur, Martin og jeg, og vi var på vej til en Lodge i området. Det var sent på aftenen, og det var bælgmørkt. Så vidt, jeg husker, var det mig, der kørte.

Pludselig, lige efter et sving, var vi lige ved et køre ind i en træstamme, der lå hen over vejen. Bilen stoppede brat, og mens vi var ved at stige ud, kom der tre personer hen til bilen, og med barske stemmer befalede de os på swahili at forlade bilen.

Jeg var naturligvis dybt chokeret, selv om jeg vidste, at det var vore penge og værdier, de var ude efter. Tanken om, at Martin stadig sad i bilen, virkede helt lammende på mig, og jeg vidste snart hverken ud eller ind. Jeg ville gerne skåne ham, men hvordan? Jeg var så chokeret, at jeg faktisk ikke huskede særlig meget af, hvad der så skete.

Men så her ved juletid i 2013 kom Martin og jeg til at tale om oplevelsen, og det viste sig, at han stadig havde bevaret en del af det i sin hukommelse.

Han huskede frygten og uhyggen, men kunne også huske visse væsentlige detaljer, som jeg havde mere eller mindre fortrængt. Dog var jeg sikker på, at det var Martins fortjeneste, at hændelse fik en god slutning.

Da jeg gerne ville have denne oplevelse med i mine erindringer, har jeg bedt Martin om at gengive, hvad han husker.

Her er Martins version.

Det var meget mørkt, husker jeg. Jeg befandt mig på bagsædet. Stemningen var noget underlig - lidt trykket. Der var noget som blokerede tværs henover vejen, måske nogen stammer. Jeg husker ingen ord, men fornemmede derimod, at det var meget stille.

Dette er alt, hvad jeg kan få frem på lystavlen. Faktisk dukkede erindringen om denne episode først op til min bevidsthed for en 4 - 5 år siden, og jeg måtte spørge min mor, om episoden virkelig var sket. Jeg må have fortrængt den!

Martin har udelukkende skrevet, hvad han virkelig husker. Han sad på bagsædet og havde vel næppe set de tre mænd, for han blev ikke kommanderet ud af bilen. Han var 5 år og gik i 1. klasse og talte et hæderligt swahili.

Arthur og jeg steg ud af bilen, som vi var blevet bedt om, mens Martin blev inde på bagsædet. Jeg tror ikke ”mørkemændene” var klar over, at der var et barn med, før de på swahili hørte følgende ord inde fra bilen:

”I må ikke gøre hende noget. Hun er min mor!”

Da de 3 sorte mænd hørte den lille hvide drengs nødråb på derers eget sprog, forsvandt

de lydløst bort i mørket.

Vore penge og værdigenstande lå stadig i bilen, og der var ikke sket os noget. Lette om hjertet

fjernede vi træstammen og kørte i stor tavshed videre i den mørke afrikanske nat og nåede

lidt senere velbeholden frem til Lodgen.

Gletscherspalten

Mareridt og mirakel

2 måneder efter at jeg var ved at komme mig over traumerne efter ”Hedtofts” forlis landede jeg midt i en fuldstændig grænseoverskridende og højdramatisk oplevelse, som indebar dels det mest frygtindgydende mareridt i mit liv og dels et ubeskrivelig vidunderligt og helt ufatteligt mirakel.

Datoen var d. 28. marts 1959, påskelørdag og desuden Oles 26 års fødselsdag.

Forestil jer nu en 50 m dyb gletscherspalte inde på den grønlandske indlandsis. En meget snæver spalte, der snoede sig under og over én og udvidede sig til begge sider, så der var dybe afgrunde at se både til højre og til venstre. Spalten snævrede sig ind ca. 15 m nede, så en faldende person ville blive hængende der og ikke falde dybere, hvis bræen holdt sig i ro.

Det gjorde den - denne påskelørdag.

Personen, der faldt, var mig. Jeg blev hængende 15 m nede. Da jeg blev klinet fast, var det mine hofter og skindbukserne, der forhindrede, at jeg faldt endnu dybere ned i afgrunden. Situationen var uvirkelig. Var det en drøm eller hvad? Jeg kom dog til mig selv, da jeg kiggede op og så en lang, lang smal mørk tragt, der endte i en lille bitte smule lys, i min daværende optik 100 meter oppe.

Da det gik op for mig, at jeg virkelig var faldet i en dyb, dyb gletscherspalte, greb rædselen mig. Oles stemme var ikke nogen trøst, han kunne jo intet gøre. Han sagde ganske vist, at han ville hente et tov,og væk var han.

Minutterne føltes som timer, og mit mareridt udmøntede sig i en mængde rædselsvækkende scenarier. Jeg så for mig, at Ole og Marius også faldt i de grusomme forræderiske spalter, eller at bræen bevægede sig, så jeg enten blev mast mellem isvæggene eller styrtede ned i dybet, alt afhængigt af om bræen trak sig sammen eller udvidede sig.

Jeg var sikker på, at nu skulle jeg dø.

Hvad gør man så?

Hvordan det hele endte, kan du læse om i: Hvad krukken gemte.

BUNKERMUSEUM BLIVER GULDKALV FOR BLÅVAND  

I TV-syd kunne man høre Ingerlise Helgesen fortælle om sin barndom i klitterne son nabo til tyskernes store Tirpitz bunker, og i forbíndelse med det skrivef Siv Wigh Steffensen nedenstående: 

Det nye museum, der er på vej i Tirpitz-stillingen ved Blåvand bliver en turistmagnet med hidtil uset styrke. Det mener ProVarde, der allerede har begyndt deres markedsføring af projektet - mere end et år, før det står færdigt. 

Det nye museum er tegnet af det verdenskendte arkitektfirma Bjarke Ingels Group og bygningerne alene kommer til at koste i omegnen af 110 millioner kroner. Det spektakulære byggeri og udstillinger for næsten 40 millioner er faktorer, der potentielt kan trække kaskader af turister til Blåvand.  

Stor opmærksomhed fra hele verden 

Allerede før byggeriet af det nye museumscenter for alvor er påbegyndt, får det opmærksomhed fra alle kanter. Lige nu er tegningerne til museet f.eks. udstillet på The National Building Museum i Washington. 

I Danmark markerer den lokale investering sig ved at være i top ti over de største byggeprojekter herhjemme i 2015. 

- Det her bliver et fyrtårn for hele Varde Kommune. Det er et projekt, der er helt uden sidestykker i vores del af landet, og vi har enorme forventninger til, hvad det kommer til at betyde i forhold til turismen i området, fortæller Finn Erik Kristiansen, der er direktør i ProVarde, der arbejder for at styrke både erhvervslivet og turistbranchen i kommunen. 

 Kæmpe jorddonation fra nabo 

Det store projekt kan kun blive til virkelighed, fordi Tirpitz-stillingens nærmeste nabo Ingerlise Helgesen har valgt at overdrage hele 87.310 kvadratmeter jord til museet. 
En beslutning, der var ganske naturlig for familien, der har boet op og ned af betonbunkerne lige siden de blev bygget i 1940'erne. 

- For os var der slet ingen tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Det er helt i mine forældres ånd, fortæller Ingerlise Helgesen. 

I "Naboer" 12/3 2015 klokken 15.00 og 19.55 kan du høre hende fortælle om sit liv i skyggen af det store fæstningsanlæg. Om tvangsevakueringen i slutningen af 1944 og om hvordan hendes familie lærte at leve med tyskerne i baghaven.